Naja Marie Aidt
Årsopgave 2014
Viola & Luna
Vi har sendt Naja Marie Aidt en forespørgsel på om vi måtte interviewe hende. Da hun bor i New York, kunne vi ikke tage over og besøge hende. Vi har derfor gjort det over Facebook beskeder.
Hvorfor ville du gerne være forfatter?
Jeg ville være forfatter, fordi jeg elsker at skrive. Det har jeg altid gjort. Jeg lavede alt muligt andet indtil jeg var 25, og så skrev jeg et manuskript til min første digtsamling. Da den var antaget på Gyldendal sagde jeg mit job op. Siden har jeg levet af at skrive.
Hvorfor flyttede du til New York?
Jeg flyttede til New York for at få ny inspiration. Jeg ville gerne leve et sted der var multikulturelt, et sted hvor folk fra hele verden boede. Jeg voksede op i Grønland, og kom først til Danmark da jeg var næsten 8, så det ligger mig ikke fjernt at bo og arbejde andre steder end i Danmark.
Hvem kan du selv lide af forfattere? Er der nogle der har givet dig inspiration?
Der er mange forfattere, som har givet og giver mig inspiration. Da jeg var på jeres alder var det særligt John Steinbeck og Vita Andersen, som jeg vild med. Og Tove Ditlevsen. Senere blev det bl.a. Inger Christensen, Nabokov og mange andre. Jeg læser meget. Jeg kan godt lide nogle af de helt unge danske forfattere, f.eks. Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen.
Har du et andet job ved siden af at være forfatter? Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så arbejde med?
Hvis jeg ikke var forfatter, ville jeg gerne være astofysiker! Men jeg er ikke god til hverken matematik eller fysik, så det ville nok aldrig gå!
Hvordan synes du selv din litteratur har udviklet sig? Skriver du anderledes i dag, i forhold til da du startede med at skrive?
Jeg skriver helt sikkert anderledes i dag, end da jeg startede, fordi jeg er blevet en bedre håndværker, men også fordi jeg har udviklet mig. Jeg ved mere om livet og mennesker nu, end da jeg var 25, min livserfaring og en større selvsikkerhed gør det muligt for mig at skrive ting, som ikke kunne skrive som helt ung.
Vi har analyseret digtet ”Fjerde april” fra digtsamlingen ”Alting blinker”. Vi kunne godt tænke os at høre hvad baggrunden er for at du har skrevet digtet?
Baggrunden for "Fjerde April" er jo USA´s historie. Alting Blinker, som den digtsamling digtet stammer fra (Fjerde april er det første digt i bogen) handler om New York, om Danmark, om Danmarks tidligere kolonier Grønland og Virgin Islands, om at høre til et sted og ikke at høre til. Om at rejse og flytte sig og være fremmed.
Du skriver både digte, noveller, romaner og skuespil, men hvad kan du bedst lide at skrive?
Jeg kan bedst lide at skrive digte og prosa. Jeg har kun skrevet 1 roman, men kunne godt tænke mig at skrive flere. Noveller og digte elsker jeg at skrive.
Hvilke af dine egne værker betyder mest for dig og hvorfor?
De værker der betyder mest for mig selv, er digtsamlingen Huset Overfor og Bavian, som er en novellesamling. Da jeg skrev Huset Overfor lærte jeg en masse om at lave begrænsninger for mig selv i stedet for bare at skrive helt frit. Det var meget vigtigt for mig at lære. Og Bavian var lidt den samme proces. Jeg opfandt en helt ny måde at skrive på, som jeg ikke havde opdaget før.
Har du et godt råd til os hvis vi gerne vil være forfattere?
Hvis I vil være forfattere, så læs, læs, læs! Det er SÅ vigtigt. Og skriv, skriv, skriv. I kan også prøve at kopiere forskellige forfatteres stil, for at finde ud af hvordan de gør, hvordan de får deres tekster til at blive lige præcis sådan. Hvorfor er de uhyggelige eller spændende eller gribende? Hvordan bruger man detaljer - hvad er vigtigt at få med og hvad er ligemeget? Alt sådan noget. Tænk over det I læser, og bliv gode til at analysere tekster!
Held og lykke og mange hilsner, Naja